Reglerne ved salg af andel beskrives i vedtægternes paragraf 13-16. Proceduren beskrevet her vedrører kun almindeligt salg, men ikke proceduren ved eksklusion, samlivsophævelse eller salg af dødsbo.
En andelshaver skriver til bestyrelsen at han/hun ønsker at sælge og fraflytte sin andel. Hvis sælger planlægger at overdrage på en bestemt dato og allerede har fundet en køber bør disse oplysninger medtages. (se ABFs skabelon “Anmodning om udtræden af andelsboligforeningen”) Sælger skal desuden oplyse om sit forbrug af vand og strøm, så bestyrelsen kan lave nøgleoplysningskemaet for andelen.
Bestyrelsen bekræfter modtagelsen skriftligt og daterer sit svar. De meddeler samtidig om den ønskede overdragelsesdato er realistisk.
Sælger vælger selv, om denne ønsker at bruge vores administrator, en ejendomsmægler eller en boligadvokat til at udarbejde overdragelsesaftalen. I alle tilfælde skal bestyrelsen godkende aftalen før de underskriver den, og den skal (såvidt muligt) være tilpasset vores vedtægter. Hvis sælger vælger at administrator skal stå for at lave overdragelsesaftale, så tjek om administrator har en standardprocedure der afviger fra vores. BEMÆRK: Hvis en overdragelsesaftale er underskrevet af både køber og sælger og bestyrelse, så trumfer denne aftale hvad der står i vores vedtægter.
Sælger skal selv sørge for at bestille en synsrapport hos CERA samt en energimærkning fra et valgfrit, autoriseret firma. Udgift til syn og energimærkning påhviler sælger. Vær opmærksom på at synsrapporten kun er gyldig i 3 måneder.
Sælger skal vise synsmanden energimærkningsrapport og den forrige overdragelsesrapport, sammen med en oversigt over de evt. forbedringer sælger ønsker vurderet. BEMÆRK: Sælger har overtaget ansvaret for de fejl og mangler i andelsboligen som fandtes da sælger flyttede ind, uanset om sælger har fået fradrag for disse. Det tæller derfor ikke som forbedring (men som vedligeholdelse) at udbedre gamle fejl og mangler. (se iøvrigt ABFs skabeloner “Opgørelse af forbedringsværdier”, ABFs “forbedringskatalog” og “Vejledende timesatser for eget arbejde”)
Bestyrelsen skal ikke deltage i selve fraflytningssynet, men skal godkende synsrapporten og beregne den maksimalpris andelen må sælges for. Det skal derefter meddeles sælger skriftligt. Bestyrelsen kan med fordel forinden kræve at sælger udbedrer mangler i vedligeholdelsen påvist i synsrapporten, herunder lovliggør eller fjerner ulovlige installationer, samt ikke-godkendte ændringer af andelen.
Bestyrelsen går på tinglysning.dk og ser i andelsboligbogen om der er hæftelser på andelen. Hvis disse sammenlagt er større end maksimalprisen, så skal alle kreditorer skriftligt akceptere at andelen sælges, og at de måske ikke får hele deres tilgodehavende.
Når køber og sælger har underskrevet overdragelsesaftalen skal den i fysisk form sendes/gives til bestyrelsen, der først underskriver efter at have sikret sig at aftalen ikke indeholder fejl, og at den er i overensstemmelse med foreningens vedtægter og beslutninger taget på general-forsamlinger. Bestyrelsen beholder en kopi af aftalen.
Udgift til selve overdragelsesaftale deles mellem køber og sælger.
Sælger aflæser i fællesskab med køber elmåler og vandmåler, og oplyser selv disse tal til forsynings-selskaber og sælger/køber sørger selv for at blive afmeldt/tilmeldt.
På overdragelsesdagen skal køber have 3 nøgler til hoveddør, 2 nøgler til postkasse, samt 1 nøgle til fællesskur.
Køber skal senest 8 dage efter overdragelsesdato gøre indsigelse mod evt. skjulte fejl og mangler, og meddele disse skriftligt til både sælger og bestyrelsen, der så skal foretage en besigtigelse. Der må ikke finde reparation/udskiftning sted før køber og sælger er blevet enige om evt. kompensation. Bestyrelsen har 14 dage fra overdragelsesdato til at gøre krav gældende overfor sælger.
Bestyrelsen skal senest 10 dage efter overdragelsesdato overføre købssum til sælger, bortset fra et garantibeløb der tilbageholdes indtil evt. tvister er afklaret. Hvis der er kreditorer med pant i andelen, skal de have deres tilgodehavende før det overskydende beløb overføres til sælger.
Hvis der opstår uenighed mellem køber og sælger og de ikke kan blive enige, så kan de vælge at bede ABF udpege en voldgiftsmand, der afgører tvisten. Det vil normalt være hurtigere og billigere end at skulle gå i retten, men begge parter skal være indforstået og underskrive en voldgifts-erklæring. Sålænge tvisten ikke er afgjort må der ikke foretages forandringer af andelsboligen, der vedrører det som tvisten handler om.